Måske har du oplevet denne situation - en veninde fortæller dig nogle usande rygter om dig. Du bliver vred, skuffet, ked af det, både over rygterne, men faktisk også over at din veninde fortæller det videre til dig!
Hvordan håndterer du situationen? Bliver du flov over, hvad andre siger om dig? Trækker du dig måske fra veninden, for ikke at blive såret igen? Skælder du veninden ud for at have overskredet din grænse for, hvad man fortæller hinanden? Da jeg selv stod i den situation for ikke så længe siden, valgte jeg at håndtere den på en anden måde, end jeg plejer..... normalt ville jeg have trukket mig fra veninden, måske beklage mig til min mand, men ikke bringe min frustration videre. Denne gang valgte jeg at tage den her - i mine øjne - svære snak med min gode veninde..... Uanset om det er en veninde, kollega, søster, mor eller din chef, der har overskredet din grænse, så kan du blive fanget i et hav af følelser og travle tanker, som kan gøre det svært at se klart på situationen, og som kan få dig til at reagere enten ved at klappe fuldstændig i eller skælde ud. Første skridt på vejen til at håndtere den svære samtale er at give dig selv ro til at mærke efter: hvad handler det her om? hvad har jeg brug for eller hvad har jeg ikke brug? Mindfulness meditation er en god måde at finde ro på og give dig tid til at mærke efter, hvad der er på spil og ikke reagere ud fra f.eks. raseri. Næste skridt - selve samtalen: At holde det på sin egen banehalvdel gør ofte snakken nemmere, fordi den, du sidder overfor, ikke føler sig angrebet - at bruge "jeg-sætninger" (f.eks. jeg oplever, jeg mærker) kan være en stor hjælp. Det kan være en uvant øvelse, og måske føles egoistisk, men i bund og grund handler det jo om at hjælpe modparten til at lære dig at kende, at finde ud af hvad dine behov er. Når du giver dig selv ro til at mærke efter, finder du også nemmere kontakten til dig selv - og den er også vigtig for, at det ikke havner i undskyldninger som "jeg holder rigtig meget af dig, men....." eller "jeg ved godt at jeg også sagde....." - men at du, med respekt og lydhørhed både for dig selv og for den du står overfor, får sagt det, du har på hjertet. Når du giver dig selv ro, så kan du komme ud af det følelseshav, som vi ofte ender i og hvor vi måske kommer til at misfortolke den andens hensigter. Med ro på og klarhed i tankerne kan du nemmere sætte dig i den andens sted og forstå situationen derfra. At blive mødt med forståelse og empati er en god indgangsvinkel til at begge parter får noget godt ud af samtalen. I den snak jeg havde med min veninde, lagde jeg ud med at fortælle, at det havde gjort mig både ked af det og vred at høre de rygter om mig - og at jeg ikke havde brug for at høre den slags fremover. Vi fik efterfølgende en god snak om, hvad venskab er og hvordan man kan håndtere det, når man hører rygter om hinanden. En snak som medførte, at vores venskab udviklede sig og at vi nu ved, hvor vi har hinanden. At tage hul på de svære emner og sige fra når vores grænser er blevet overskredet kan være rigtig svært - men når vi gør det, giver det for det første en bedre fornemmelse kropsligt og energimæssigt, fordi vi ikke kommer til at "brænde inde" med noget og for det andet kan det også være starten på, at vi får grundlagt nogle nye mønstre, som er mere hensigtsmæssige for os. Vi - og vores hjerner - er åbne for at lære at gå nye veje hele livet igennem og når vi har gode oplevelser, f.eks. med at sige fra, så kan det være første skridt på vej hen mod en ny og bedre måde at reagere på, næste gang vi står i samme situation. Vil du gerne gå nye veje i forhold til at få sagt det, du har på hjertet? Så se hvad jeg tilbyder her...... Balance i livet handler også om at mærke, hvad man selv har brug for og mærke andre mennesker.
Jeg har selv en tendens til at være rigtig meget ovre i andre mennesker - og der kan det ske, at jeg glemmer mig selv. Det at fornemme andre mennesker, at kunne forstå og mærke dem og er selvfølgelig også grunden til, at jeg har det job, jeg har i dag og det er noget, jeg nyder rigtig meget - at kunne hjælpe andre mennesker og fornemme hvad det er, de har brug for. Det kan medføre at jeg i andre sammenhænge, hvor det er mere private forhold, der gælder, så glemmer jeg lidt mig selv - jeg glemmer hvad det er, jeg har brug for, hvad det er jeg har lyst til. Så når jeg taler om balance i livet, så handler det også om at finde den her balance mellem både at indgå i nogle relationer med andre mennesker uanset om det er kolleger, familie, din mand, børn eller veninder OG samtidig have den her forbindelse til dig selv, hvor du mærker, hvad du har brug for, og hvem du er. Vi ved jo allesammen godt, hvad der sker, når vi "kommer til" at glemme os selv - så kan vi ende med at blive rigtig frustrerede, fordi vi får sagt ja til nogle ting, som vi inderst inde ikke har lyst til. Vi får måske sagt ja til at bage kage til klassens time på vores børns skole, selvom vi måske egentlig har mere lyst til at gå en tur, læse en bog eller noget helt tredje. Vi kommer til at give lidt køb på os selv - og kan måske ende med at pege fingre ad andre: "hvorfor melder Peters mor sig ikke til at bage kage?". Det vi har brug for, er måske mere at kigge indad og se på vores egne behov for at sige nej til det, vi ikke har brug for eller tid til. Det handler om at finde balancen mellem både at være noget for andre, men også huske at være noget for os selv. Og hvordan bærer du dig af med det? Alle de tanker og følelser, som andres forventninger til os skaber, kan på en måde forplumre vores tanker om, hvad vi egentlig har brug for. Og når din nabo så igen spørger, om du kan passe børn i weekenden, så svarer du automatisk ja - fordi du ikke har kontakten til dig selv. Det jeg oplever, både fra mig selv og fra mine kunder, er at ro til krop og sind er en rigtig god måde at mærke sig selv på og finde vej hjem til sig selv igen. Når du giver ro til sindet, giver du også ro til de mange tanker, der farer rundt i hovedet og så kan du bedre klart fornemme, hvad dine behov og værdier er. Jeg bruger selv mindfulness/meditation til at holde kontakten til mig selv og mine værdier og fornemmer tydeligt, hvis jeg ikke har mediteret f.eks. i en ferie, hvordan jeg kan komme længere og længere væk fra mig selv. At finde og bevare en god kontakt til sig selv (og andre) er i mine øjne ikke en egoistisk handling, men derimod noget der kommer alle til gode, når alt kommer til alt så vil de mennesker du har omkring dig, din chef, familie, venner osv. jo også helst se, at du er glad - og ikke frustreret - i dit liv! Vil du gerne blive bedre til at mærke dig selv og dine værdier? Kom med på weekend retreat i den skønne natur ved Svinkløv - læs og tilmeld dig her! |
Få inspiration
|
Her bor jeg.... |
|