Julen er hjerternes fest, julen er for mange en tid med fokus på familien, nærværet og traditionerne..
Men hvad sker der, hvis juleglæden forsvinder og bliver erstattet med en følelsesmæssig smerte og sorg? Julen har for mig altid været lig med hygge med familien, traditioner med småkagebagning og god mad og og gode lange gåture i juledagene. For 8 år siden havde jeg en december måned, som satte spor i mange år efter. En december måned, hvor hver dag var en nedtælling - ikke til juleaften, men til den dag, hvor jeg blev alene og mit ægteskab sluttede. Det var en december fyldt med skiftevis håb og bekymringer for fremtiden. Siden den december i 2013, har julemåneden været en blandet oplevelse for mig - jeg har forsøgt at finde nye traditioner, eller taget nogle af de gamle op. Jeg har også tænkt, at det da simpelthen ikke kunne passe, at jeg stadig skulle have det sådan efter alle de år! Jeg har ærgret mig, været irriteret på mig selv - for jeg ville bare så gerne have at julen blev som før. Der kan være mange grunde til at (jule)glæden forsvinder, og når det er imod vores vilje, kan det være rigtig svært at være i. Jo mere vi prøver på at få tingene til at være som tidligere, jo dårligere får vi det med os selv, fordi der er noget vi ikke kan lykkes med. Først i det øjeblik vi anerkender og accepterer smerten og sorgen, kan vi slippe den. I år har jeg haft en rolig december, jeg tænker det hænger sammen med at jeg er et roligere sted i mit liv, hvor jeg har haft overskud til at give plads til de følelser, der har fyldt i julemåneden de sidste år. Sorgen over tabet af en kernefamilie, som jeg kan holde jul med, savnet efter mine børn, når de ikke holder jul hos mig - de følelser har fået lov til at være de, uden at de fuldstændig har overmandet mig. Jeg har set dem for det, de nu er; et tegn på at jeg er et menneske, der elsker mine børn... Fylder sorgen og savnet hos dig lige nu? Mit budskab til dig her, er at forsøge at lade det være, som fylder indeni dig.
Jeg håber du får en jul med tid, ro og omsorg til dig og det, du har brug for lige nu... Kærlig hilsen Lotte Kommentarer er lukket.
|
Få inspiration
|
Her bor jeg.... |
|